|
Så kom vi ind i 2007. Det giver tanker tilbage til året der gik. For mig mange tanker angående garden. Hvordan det er gået, og hvad der skal ske fremover. Jeg tænker nok først og fremmest på antallet af gardere. Jeg ved godt at der er mange tilbud, og at de unge mennesker skifter lidt mere fra én ting til en anden, end de gjorde tidligere. Men vi prøver hele tiden på at finde på nye ting vi kan gøre. Især for at garderne skal synes det er sjovt. Vi har da også et par overraskelser i ærmet. Men det er jo nødvendigt med træningen, for at kunne tage ud og optræde, og det er jo hvad det hele handler om.
Ringkøbing-Skjern Kommune hører vi til i nu, For Ringkøbinggarden kommer kommunesammenlægningen ikke til at betyde de helt store forandringer som det ser ud nu.
Det går rigtig godt med de nye gardere, og til vores store glæde er de alle sammen med endnu, der er endda kommet en ekstra siden starten. De nye gardere spillede for første gang til vores juleafslutning, og viste at de godt ved hvad det går ud på. Det lød rigtig godt, det bliver spændende at følge dem.
De uniformerede gardere var som nævnt sidst, nede at spille ved indvielsen af Anker Fjord Hospice. Det var en god oplevelse, og vi fik god tid til at nyde Kronprinsessens tilstedeværelse. Det var i sig selv en oplevelse
Vi har spillet til julekoncert i Ringkøbing Kirke, og i Nysogn Kirke. Som altid er det et rigtig dejligt arrangement, særligt fordi det foregår i kirken, hvor lyden er helt speciel.
Den daglige træning vil fra nu af, først og fremmest være rettet mod DM i juli. Vi havde tattoo træning på Alkjærskolen den 30. december. Lars Rask har sat et program sammen, som ser spændende ud, jeg tror det kan blive rigtig godt. Det er dejligt at Lars har lyst til at hjælpe til og være med. Som noget nyt vil vi arrangere en minitur på Alkjærskolen, både for at øve til DM, men særligt for at de nye gardere skal prøve hvordan det er at være med, og så er det meningen at det skal ligne en rigtig tur, så meget som muligt.
Angående vores tur til Amerika er vi begyndt at samle penge ind.
Vi var nogle stykker nede og servere til afslutningsfesten hos Ringkøbing Kommune den 16.11.
Vores næste ”indsamling” er koncerten med Per Nielsen. Den første koncert er udsolgt, og vi er godt på vej med salg af billetter til den anden koncert, knap halvdelen af billetterne er solgt.
Vi har meldt os til strandrensning til foråret. Det giver ikke bare penge, det er også en mulighed for at være sammen, mens man arbejder, og det er ret hyggeligt.
Der har været forslag om et cykelsponsorløb, men det er endnu i støbeskeen.
Vi arbejder på at få flere arrangementer ind i løbet af sommeren, det er jo den nemmeste og sjoveste måde at samle penge ind på.
En stor tak til alle der på en eller anden måde giver en hånd med.
Til sidst vil jeg ønske jer alle et rigtig godt nytår, med tak for det gamle. Også en særlig hilsen til Garderne omkring os, og til dem vi arbejder sammen med og mødes med en gang imellem
Vi glæder os til at møde jer til DM.
Venlig hilsen
Berit K. Pedersen
Formand
Samlet oversigt over tidligere nyhedsbreve:
|