Erik Lyhne Petersen
|
Den nye formand...
Efter nogle turbulente år i Ringkøbinggarden, hvor medlemstallet desværre har været støt faldende, og det har været svært at bevare optimismen blandt både garderne og medlemmerne, har en nyvalgt bestyrelse nu reddet garden for nedlæggelse og taget udfordringen op, for at få garden på fode igen.
Baggrunden for min tiltrædelse som formand er den, at jeg selv tilbage i 1974 var med til at starte Ringkøbinggarden, og sad i bestyrelsen de første 19 år. Den ældste af mine sønner spillede i mange år i garden og var derefter garderchef i nogle år. Min yngste dreng er nuværende aktiv medlem af garden. Så man må sige, at det nok ligger til familien og derfor ikke så underligt, at garden altid har haft en stor plads i mit hjerte.
At spille i en garde er en unik form for fritidsaktivitet for børn og unge. De får mange store oplevelser i såvel ind og udland, et fantastisk godt kammeratskab, ansvarsfølelse, selvtillid og musikalsk opdragelse, kort sagt et godt trinbræt til en videre fremtid. En musikalsk baggrund er en fantastisk gave man kan give sine børn og det vil præge dem positivt resten af livet.
Det er mit store håb, at det igen vil blive attraktivt for de unge, at være med i Ringkøbinggarden, og vi fra bestyrelsen side og alle dens medhjælpere, vil sætte alle kræfter ind på, at det nok skal lykkedes, bla. via bedre hvervekampagne, målrettet musikalsk undervisning og mere synliggørelse af garden.
Til sidst vil jeg gerne sige tak for den respons og de mange positive tilkendegivelser som vi har modtaget fra private, handels- og foreningslivet i Ringkøbing og omegn samt de trofaste støttemedlemmer for uden Jeres hjælp gik det slet ikke.
Venlig hilsen
Erik Lyhne Petersen
Formand
|