Til forsiden
Ringkøbinggardens logo

DM på Frederiksberg 2007


Se Ringkøbinggardens billeder fra DM

Se også billeder her:

www.dm-for-bygarder.dk

Efter vores årlige træningsweekend i Nymindegab, drog vi den 5. juli af sted til Frederiksberg for at deltage i DM i fire dage. Vi var 33 gardere og 8 ledere af sted. Lars og Svend stødte til i København. Forventningerne til en god tur var store, og selv om vi plejer at få placering i den lavere ende, håbede vi selvfølgelig på, at kunne gøre det lidt bedre end sidst. Men aller vigtigst var samværet med hinanden, og de øvrige gardere. Man lærer nye mennesker at kende hver gang man er af sted, og ikke mindst kan man glæde sig over gensynet med andre.

Vi havde en god tur derover, med et gensyn med Frede som styrmand. Jo nærmere vi kom Frederiksberg, jo mere regnede det. Det skulle nu ikke få lov at ødelægge noget.

Vi nåede ud på Søndermarkskolen med bagagen, og fik klædt om til stjernemarch. Vi havde fire klasselokaler til rådighed på skolen. Vi boede sammen med ni andre gardere, og havde fælles ”kantine” i den nederste del af bygningen. Drengene skulle gå i bad i kælderen mens pigerne måtte bevæge sig over på skolen ved siden af.

Fredag aften supplerede vi aftensmaden med en gang toast inden vi skulle i seng. En nem måde at gøre sig populær på hos garderne. Garderne hyggede sig med hinanden. Nogle lavede sjove påfund, som f.eks. Peter der hoppede rundt i gardernederdel. Der blev spillet rundbold m.m.

Da vi nåede ind til Magasin regnede det allerede så meget, at vi tog vores fine engangsregnslag på. Det bliver garden altså ikke kønnere af, men da vi nåede til vejs ende, havde regnslaget nok alligevel skylden for at vi ikke fik lungebetændelse. Sjældent har vi dog været så våde. Men det kunne arrangørerne jo ikke gøre for, og i sig selv var det en oplevelse. En god gåtur rundt i det indre København, hvor vi sluttede på Rådhuspladsen til fællesnummer med de andre gardere. Desværre blev åbningsceremonien aflyst, ærgerligt, det er jo ellers festligt. Vi flyttede ind i Trafalgar hallen i stedet for. Festligt var det nu stadigvæk. Med lyden af Frederiksberggardens musik og ed´s aflæggelse, kunne man kun blive i godt humør.

Heldigvis blev vejret bedre for hver dag, så tøjet blev tørt igen. Fredag og lørdag var vi på, seks gange i alt. Garderne foldede sig ud og gav et virkeligt godt indtryk. Vi syntes selv de var drøngode, og det så godt ud. Herligt at følge dem rundt til konkurrencerne. Man sidder jo selv på kanten af stolen og slår takt, mens man ønsker at kunne gøre noget for at hjælpe til. SÅ vi gjorde alt vi kunne, i form af klapsalver og hujen. Vores fri klasse var noget helt andet end vi plejer. En del af garderne var klædt ud i galla, og leverede også en meget flot præstation. Det var herligt, at se Julie synge og spille op til Lars i ”can’t take my eyes of you”. Den har i øvrigt fulgt os hele sommeren.

Men hele garden, er med til at give os nogle skønne oplevelser. Det er også en stor fornøjelse at se nogle af de andre gardere, når der er lidt tid imellem omklædning, opvarmning og konkurrence.

Lørdag aften stod den på fest. Det var en dejlig aften. Garderne var samlet i den ene hal, og os ”gamle” i en anden hal. Det var festligt, men helt ærligt aller sjovest da vi kom over til garderne. Vi kan jo li’ at være sammen med dem, og har indtryk af at de kan li’, når vi er der, og er med på lidt sjov. På DM’s hjemmeside, er det også muligt at finde billeder med kendte gardere, bl.a. hvor de folder sig ud til festen. www.dm-for-bygarder.dk

Søndag havde vi fri indtil afslutningsceremonien, og der var mulighed for, at se andre gardere, eller at tage en tur i svømmehallen. Det sidste blev foretrukket af mange.

Afslutnings ceremonien gav os en fornemmelse af hvad vi gik glip af om torsdagen. Solen stod højt på himlen, over stadion, som blev fyldt med glade toner.

Vinderne blev råbt op og klappet af, og så var det tid til, at forlade stadion. Alle gardere begyndte på næsten samme tid at vandre ud med hver deres melodi. Jeg kunne ikke lade være at tænke på hvor godt det ville have lydt hvis vi havde spillet den samme melodi alle sammen.

Vi kunne forlade Frederiksberg i dejlig solskin, og var spændte på hvor vi lå placeret rækken. Vi havde håbet at rykke lidt op, men hvis vi var blevet dygtigere, så var de andre desværre også. Vi havde under alle omstændigheder en kanon god tur, uden uheld, og med god opførsel. Tak til alle gardere og turhjælpere for jeres medvirken til det.

Til toppen | Til oversigten
Ringkøbinggarden © 2004-2009